Solnedgange

Flere eftermiddage i denne uge så himlen ud i den her dur fra klokken tre til henad klokken fem.

Jeg tror, jeg bare lader billedet tale for sig selv.

I en blå verden

Regner og Cecilie på ski på kanten af bassinet omkring den store vandsø, i en blå, blå verden.

Og lidt længere fremme med fuld udsigt over fjeldene efter en kort kiksespisepause.

Det frøs 17 grader i søndags, så det der med at stå stille var ikke noget, der blev overdrevet. Men vi løb den længste af løjperne på 5 km og vi havde en fin tur. Det var skønt at være i gang, terrænet er kuperet med rigeligt udfordring til os, og på de lange jævne stræk var det ren meditation.

Billederne er lidt snyd, selvom der ikke er gjort noget ved dem. Så blåt er alting kl. 16 nu. Kl. 14.30-15, hvor vi løb, er det mere lyseblåt-perlemorsagtigt med et strejf af rosa. Men absolut ikke mindre guddommeligt smukt.

Trip Trap Træsko

Lørdag eftermiddag tilbragte vi sammen med Mathias, Ida-Kirstine og Amalie, børnene fra Sømandshjemmet. Det meste af tiden gik med at kælke på tøsebakken med en lille kakaopause på Taseralik lige på den anden side af Spejdersøen. Vi hyggede os bare dejligt.

Mathias er 11, Ida-Kirstine er vel 7 og Amalie 5, så de er trip trap træsko med Regner i hullet mellem Mathias og Ida-Kirstine. Det er dejligt at se, at Regner kan finde ud af at lege og have det sjovt med dem alle 3.

Teater på friskolen

Regner trives rigtig godt på friskolen. Han er næsten ikke til at få med hjem om eftermiddagen.

Fredag eftermiddag afsluttes ugen med en fælles session for alle elever og de forældre, der har mulighed for at deltage. I fredags havde det øverste klassetrin lavet et teaterstykke helt på egen hånd. Det handlede om nogle selvglade børn, der fik skæld ud af et spøgelse, og så blev meget velopdragne. Det var rigtig fint, og det var tydeligt, at projektet havde optaget dem meget.

P.s.: Jeg ved ikke, hvad mine læsere mener om gnidrede, umulige mobil-billeder. Men jeg kan godt lide denne mulighed for at få øjebliksbilleder af hvad som helst, lige når situationen er der.

Solen

Vi har jo godt set den skinne i vinduesruder på højt beliggende huse lige over middag. Så vi vidste godt, at det var muligt at møde den i egen høje person og ikke kun som rosafarvet lysskær på Præstefjeldet på den anden side af Ulkebugten og på toppene indad i fjeldet.

Men det var alligevel stort, da vi kørte ind i dens stråler på et højt punkt i byen søndag eftermiddag kl. 13.30.

Ups...

Jeg havde helt glemt, at jeg har været oppe i lejligheden og vaske i weekenden, så halvdelen af det tøj, vi havde med herop, hang på tørresnoren ved trappeafsatsen.

Jeg håber sandelig, at det ikke alt sammen er blæst op til nationalparken i Nordøstgrønland, ligesom Dorthe frygtede, at hun selv ville gøre.

Sej

Én af de der seje scooterfyre…

Orkan i sigte

En orkan er på vej ind over, op til 40 m/s. Vi har været nede og tjekke, at båden er pakket forsvarligt ind, så dens presenning ikke flyver sin vej. Det var den, og nu hygger vi os indendøre (stadig på Sømandshjemmet) mens vi lytter til, at det blæser op.

Prøv noget nyt!

Lørdag var vi til kaffemik hos Michael og Birgitte – Silas fyldte 3. Ud over kagerne, hvor Birgitte er lidt af en ekspert, hører det sig også til at byde på en let aftensmad til de, der kommer sent.

Michael og Birgitte leverede en ret tjekket feature, her med Michael i front: arktisk vintergrill. Herregud, det frøs vel ikke mere end 5 grader, og som det ses på billedet optrådte Michael som grillmaster i korte ærmer. Men det var nu alligevel en løjerlig fornemmelse at stå derude i vintermørket og vende pølser med udsigt over de snedækkede bjerge ved Itilleq, de snedækkede både nede på vendepladsen og den snedækkede veranda.

Men de havde gjort det før dér i huset, også i Danmark, og de havde en teori om at grillmad smager endnu bedre, når det er lang tid siden, man har fået det, og derfor også bør nydes om vinteren. Og både laksen og rensdyrkødet, som jeg fik, smagte fremragende, så de har nok ret…

Vi er her!

Bare lige et billede som dokumentation for, at vi er i Sisimiut.

OG som dokumentation for at her faktisk ER lyst midt på dagen, selvom det ikke er længe, at solen er over horisonten, og selvom man slet ikke kan se den, fordi den gemmer sig bag Kællingehætten.

Billedet er taget kl. 13.

Ønsketid

Den første morgen vågnede jeg klokken fem, som det sig hør og bør på førstedage i Grønland. Mig hen og kigge ud af vinduet for at se vejret og overbevise mig om, at jeg virkelig var, hvor jeg skulle være. Værelset, vi har fået på sømandshjemmet, har udsigt over en lille bugt og på den anden side af den nogle få huse. Og så kan man se en hel masse himmel.

Tværs over himlen flammede det nydeligste grønne nordlys, lige midt igennem min udsigt. Nordlyset svajede på himlen, flyttede sig, delte sig, blev til mange mindre lyspletter, og samlede sig igen. Jeg satte mig godt til rette på sengen med dynen om mig og nød synet.

Og sandelig om ikke der faldt en stjerne. Og jeg ønskede. I løbet af den næste halve time, hvor jeg sad og kiggede, så jeg mindst 10 stjerneskud falde på himlen bag nordlysene. Det er vist nok noget med, at jorden ryger ind i noget drys fra en komet eller noget. Smukt, smukt, smukt var det i hvert fald – og en ret tjekket kombi med nordlyset.

Gæt hvad jeg ønskede….hver gang.

Status

Den sidste uge har været ren eufori og lykke over at være tilbage. Det er en hel lettelse at hverdagen melder sig, så jeg kan få lidt jordforbindelse.

Det er bøvlet, at vi må bo på sømandshjemmet, fordi vi endnu engang er rendt ind i en tilrøget og for mig ubeboelig lejlighed, men det har på ingen måde slået os ud. Vi har kælket og kørt på scooter og grinet og fjollet og været glade og nydt det.

Turen op

Turen op forløb helt glat. Vi blev hentet af Søren i lufthavnen og det var bare dejligt.

Løjerligt var det at se solen stå op, mens vi ventede i Kastrup (eller rettere, mens vi for forvirret rundt for at få vores hamstre gennem security), og så flyve ind i mørket igen ved Grønlands østkyst,


for så IKKE at se den stå op eller noget andet i Kangerlussuaq, som ligger i en dal (selvom der blev lyst), men så alligevel at få den at se, fordi vi fløj så højt, at den kom over horisonten for os ved middagstid, da vi fløj videre til Sisimiut.